Chok og krise

Om chok og krise 

Vi skelner typisk mellem to former for kriser: livskrisen og den akutte krise.

Livskrisen opstår over tid og handler typisk om almindelige men store begivenheder i et menneskes liv. Det kan være at blive forældre, at børnene flytter hjemmefra, skilsmisse, jobskifte og mange andre ting. De hører en normal livsudvikling til, men de betyder, at man måske begynder at stille spørgsmål til sin egen eksistens og udvikling. Den akutte krise opstår på baggrund af en pludselig eller voldsom hændelse, hvor vi oplever os truet på livet. Det kalder vi også en traumatisk hændelse.

Et menneske i krise er ofte kendetegnet ved, at det kan give en række både fysiske og psykiske symptomer. Følelser af afmagt, kaos, meningsløshed og chok er almindelige, når krisen opstår. Fysiske symptomer kan vise sig som søvnløshed, koncentrationsbesvær, dårlige spisevaner, hjertebanken og hoved- eller mavesmerter.

Som psykolog er min rolle at lytte, støtte og hjælpe dig til at udholde den svære tid. Jeg kan desuden være med til at skabe et overblik i det, der føles som ét kæmpestort kaos.